Marokkansk appelsinkage

17. oktober 2010

Rundt om hjørnet fra hvor jeg arbejder ligger der en lille, men fantastisk og til tider ekstremt farlig, bager. De har udover deres yoghurt-brød som er meget meget velsmagende, har de en marokkansk kage. I lang tid har jeg nu prøvet at afkode hvad og hvordan de lavede den. For jeg er simpelthen gået hen og blevet lidt lettere afhængig af den. Men efter utallige forsøg, og tilsmagninger er jeg kommet frem til en opskrift, der minder tilstrækkeligt, omend ikke bedre, om den som Det Rene Brød bager.

Fandt ud af at hemmeligheden er valnødder og sirup. Og man skal ikke være bange eller nærig med siruppen, tværtimod.

Ingredienser

4 æg

2 dl sukker

2 dl hvedemel

100 g valnødder eller mandler, hakket fint

50 g rosiner, hakket fint

2 dl rapsolie

1 tsk bagepulver

1 tsk vanillesukker

3 appelsiner, skrællen af

Til sirup:

3 appelsiner, saften af

2 dl sukker

1 citron, saften af

Evt. 1-2 dråber orangeblomstvand

Pisk æg, sukker og vanillesukker hvidt. Tilsæt de hakkede nødder, rosiner og appelsinskrællen. Tilsæt derefter bagepulver og mel og vend det forsigtigt i dejen sammen med rapsolien. Bag kagen i en smurt springform ved ca. 155 grader i 35-40 min, eller indtil at den er gennembagt. Du kan tjekke ved at stikke en kniv eller tandstikker ned, hvis der ikke sidder dej på er den færdig. Når der er ca. 10 min tilbage af kagens bagetid, kan du lave siruppen: Pres appelsinerne og citronen, dræn kernerne fra, og kog saften op sammen med sukker. Lad det koge i 5 min og tag det af varmen. Du kan evt. smage til med orangeblomstvand. Hæld siruppen over kagen mens den er varm. og siruppen rygende varm. Du kan evt. hjælpe kagen på vej ved at prikke huller i kagen, så siruppen nemmere trænger ind.

Kommentarer(15)

  1. marfa siger:

    Hej, det her er helt vildt, jeg har den samme historie med den her appelsinkage. fra den samme bager. Jeg har tit købt den for at vide hvad der er i den her kage som smager så godt, for jeg elsker den. Og grunden til at jeg landede her på din hjemmeside for at læse mere og mere om marrokanske kager og at jeg måske kan få inspirationen til den samme kage. Nu fik jeg den her fra dig :-) og det lykkedes så Endelig !! Mange tak. og din dit madblog er fantastisk. Mabrook

    • Rukiye siger:

      Fantastisk at høre! Jeg må ærligt indrømme at jeg lavede en del prøvekager for at finde frem til den endelige opskrift. Jeg kan godt lide valnødder så dem er der en del af i min opskrift, men du kan jo altid justere den efter din smag. God fornøjelse. Hilsen rukiye

  2. Signe siger:

    Hej
    Kan man godt putte chokoladestykker i. eller ville det blive for sødt eller mærkeligt?

    • Rukiye siger:

      Hej Signe, i teorien kunne du vel godt bruge chokolade, men jeg syntes at det bliver lidt for meget med de både nødder, rosiner i kagen og siruppen på toppen. Alternativt kan du prøve at skifte rosinerne ud med en god mørk chokolade (jeg er ret glad for Valrhonas Manjari på 64% som er lidt syrlig og frugtagtig i smagen) i mellemstore stykker. Så tror jeg at den vil blive rigtig godt snasket, på den gode måde!

      Held og lykke og skriv om det går godt med chokoladen i kagen!

  3. rose water siger:

    Mmm, jeg håber det bliver et godt kage-resultat her senere på dagen! :-) Tusind tak fordi du har postet denne opskrift!

  4. rose water siger:

    Syntes den smagte rigtig rigtig dejligt. Dog synes jeg også, at den var en del sødere end kagen fra Det Rene Brød og min kage blev også meget mere fugtig pga. siruppen…

    • Rukiye siger:

      Hmm, ja altså det er jo ikke den helt eksakte kopi-opskrift på Det Rene Brøds appelsinkage, men tæt på :-) Du kan evt. næste gang udelade rosinerne og bruge mindre sirup, det gør den mindre fugtig og sød. Du er meget velkommen til at justere på mængderne, så opskriften er tilpasset dine smagsløg :-)

      • rose water siger:

        Du har jo helt ret. Og du skal vide, at det virkelig var en fantastisk kage og jeg takker dig for opskriften :-) Selv mine naboer blev forelskede i den og jeg har givet dem linket til din opskrift :-)

  5. CanDan siger:

    Vi har nydt kagen idag. Og takker for opskriften.

  6. Anne-Marie Christensen siger:

    Kære Rukiye – Tak for denne opskrift og al forarbejdet med at rekonstruere den! Det er godt at kendskabet til denne kage nu kan komme ud til flere mennesker :-9
    Jeg har netop bagt den (med mandler og lyse rosiner) og inspireret af kommentarerne kom jeg 1dl mindre sukker i siruppen, resultatet blev fint.
    Tak for en inspirerende hjemmeside –
    Anne-Marie

  7. Torben siger:

    Har lige checket på det rene brøds hjemmeside og her listes ingredienserne således:
    MAROKKANSK SPELT-KAGE
    Ingredienser: Sigtet speltmel, kærnemælk, vegetabilsk margarine, sukker, appelsin, chokolade, nødder, kardemomme, bagepulver, natron, salt,

  8. [...] havde jeg ikke meget tid, så det skulle også være nemt. Jeg fandt opskriften på denne kage her, som vakte minder fra den tidlige barndom, hvor min mor bagte en lækker svampet sandkage med reven [...]

  9. Norge siger:

    Takk! Var akkurat på besøk i København og smakte denne kaken- og takket være deg fant jeg oppskriften med en gang!

Efterlad et svar

Har du noget på hjerte? Deltag i debatten!

(påkrævet)

(påkrævet)